Kønsroller, konflikter & konflikløsninger i folkeskolen.

 Lærerne kan hjælpe eleverne til at blive opmærksomme på forskellene mellem kønnene.

Piger og drenge diskuterer forskelligt og håndterer konflikter forskelligt. Det kan lærerne tage højde for, når de taler om konflikthåndtering med eleverne, og det kan hjælpe både drenge og piger at blive opmærksomme på forskellene mellem kønnene, mener cand.mag. i sprogpsykologi Anette Scharling.

»Drenge arbejder sags- og målrelateret, mens piger er relationsorienterede. Det giver ubalance, når de to køn er i konflikt med hinanden, men piger og drenge kan lære rigtig meget af hinanden«, siger Anette Scharling.

Drengene skal lære at sætte ord på deres følelser. Det er pigerne ofte bedre til. Til gengæld skal pigerne lære at holde sig til at tale om én konflikt og ikke inddrage tidligere konflikter i sagen, og så skal nogle af dem lære at tale i et stort forum som klassen om det. Derfor handler det meget om lærerens rolle og klasseledelse, når man taler om konflikter.

»Det er nødvendigt, at læreren påtager sig ansvaret for diskussioner og konflikters forløb. Det er lærerens ansvar, at konflikten slutter ordentligt«, mener Anette Scharling, der har undersøgt de unges forskelligheder i sit kandidatspeciale »Kønsspecifik socialisering og konflikthåndtering hos de 10-12-årige«.

Det kan være en god idé, at man i klassen har nogle faste regler for, hvordan man behandler en konflikt. For eksempel at man kun taler om den nuværende konflikt, og at man kommer ind på, hvordan parterne har det. Hun har flere gange været ude som konsulent for at undervise elever i folkeskolen i kommunikation og konflikthåndtering. Her taler eleverne ud fra konstruerede konflikter i begyndelsen, og senere tager de egne konflikter op, som de behandler.

En konflikt ad gangen

I specialet skriver Anette Scharling, at de to køn diskuterer på forskellige måder, fordi de lever i en kultur med forskellige kønsopfattelser, og fordi de er forskelligt socialiseret. Hun deler det op i fire områder:

- Drengene arbejder fysisk og udadrettet for at komme ud af konflikten hurtigst muligt.

- Drengene arbejder kun med den nuværende konflikt.

- Pigerne arbejder indadvendt for at løse konflikten ved at forstå hinanden og tale om de involverede følelser.

- Pigerne arbejder med den nuværende konflikt, men de bringer samtidig gamle konflikter ind i den nuværende.

»Det betyder, at hverken pigernes eller drengenes måde at løse konflikter på fungerer optimalt. Pigernes måde giver støj på den nuværende konflikt, der måske derfor ikke bliver løst tilfredsstillende. Drengenes måde at arbejde udadrettet på er kun hensigtsmæssig, hvis alle involverede parter er fuldstændig enige om, hvad der skete og hvorfor. Men sandsynligheden for, at alle involverede har samme tanker og syn på verden, er meget lille«, understreger Anette Scharling.

Det optimale er, at eleverne kun taler om den nuværende konflikt, og at de prøver at forstå hinanden i denne konflikt.

Skal lære at konflikte

Hun har interviewet fire lærere. To kvindelige lærere giver udtryk for, at de bedst kan forholde sig til drengenes måde at konflikte på.

»Snakken er hurtigt overstået, og man kan komme videre med undervisningen. Det vil man jo gerne som lærer. Men konflikten er ikke endt. Der er én, der får ret, og én, der får uret, men det behøver ikke at være den rigtige måde«, siger Anette Scharling. De fire lærere er enige i, at de to køn håndterer diskussioner og konflikter forskelligt, og tre af dem mener, at noget er bedre end noget andet. Anette Scharling mener, at de dermed fremhæver én måde, og at de nedgør en anden. Hendes udgangspunkt er, at det ene køn ikke handler bedre end det andet, og at børnene skal lære at konflikte. Det er vigtigt, at drenge og piger lærer at være sammen og løse konflikter sammen. For det har de alle brug for gennem hele livet.

Lær at sige fra direkte

I sin konfliktundervisning i en 4. klasse har Anette Scharling fået drengene til at tegne, mens klassen diskuterede. Hun underviste, fordi der var problemer i pigegruppen, og drengene syntes, at al snakken om pigernes problemer blev for meget. Pigerne blev sure, fordi drengene ikke tog det alvorligt. Flere gange oplevede hun, at en dreng - en ny hver gang - efter et stykke tid kom i tanke om en lignende konflikt mellem drengene.

Tidligere havde drengene nærmest bare overbudt og domineret hinanden gennem konflikterne, men nu kunne de sætte ord på dem, høre om hinandens grænser og prøve at forstå hinanden. Hun skriver også, at det for drengene er vigtigt, hvordan deres position er i den store gruppe, mens det for pigerne er vigtigst, hvordan de har det med bedsteveninden. Ofte overdøver drengene pigerne i klassediskussioner, hvis de har noget på hjerte, som de ikke mener, de kan vente med. Derfor er det nødvendigt at lære drengene nogle almindelige social-relationelle hensyn. Mens hun oplever, at pigerne indimellem skal have hjælp til at udtrykke sig i plenum og til at tage mindre hensyn til relationerne til de andre piger og mere hensyn til egne følelser.

»Dermed lærer pigerne også at sige direkte fra over for hinanden og ikke indirekte via de små grupper, hvilket ofte fører til mange konflikter, der kunne være undgået ved direkte konfrontation«, mener Anette Scharling.

Mads Ananda Lodahl

”Mads Ananda Lodahl – forfatter, foredragsholder og ødelægger af den heteroseksuelle verdensorden” – Sådan lyder det på Mads Ananda Lodahls hjemmeside: http://www.almindelig.com/

Vi har i dag på studiet haft besøg af Mads Lodahl. Kort fortalt, er Lodahl "forfatter og foredragsholder. Han har i mere end 10 år beskæftiget sig med samfundets forventninger til mænd og kvinder og med alle dem, der kommer i klemme i de forventninger. Her menes, homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede (TLGB-personer), men det er også for eksempel maskuline kvinder, feminine mænd, generte drenge, promiskuøse piger, barnløse kvinder og folk, der har en fetish, eller som ikke er monogame". (Info hentet fra Lodahls hjemmeside).

Lodahl fortalte i sit foredrag om "den heteroseksuelle verdensorden", som er en orden vi lever under, der sætter heteroseksuelle, traditionelle kønsroller og mænd på toppen af et hiraki, som "straffer" "afvigerne". Her delte Lodahl ud af egne erfaringer og oplevelser. Han snakkede han blandt andet om dét at gå med neglelak som dreng. Her udviklede det sig til en diskussion om, hvorvidt drenge der skal til at starte i skole, som gerne vil have neglelak på, får lov?

Hvis en dreng på 6 år kommer og spørger om han må få neglelak på i skole, vil jeg personligt mene, at svaret er: Ja selvfølgelig! Med det sagt, synes jeg også at det er vigtigt, at sætte sig ned, og forklare en 6 årig dreng, hvad konsekvenserne kan være. Fortælle ham om, at der kan være en fra parallel klassen som synes det er mærkeligt eller at nogle i klassen griner eller at bliver lukket ude.

Diskussionen fortsatte og Lodahl fortalte om forskellige episoder, hvor folk har henvendt sig til ham. Her kommenterede studerende "Du har selv valgt at skille dig ud, så vælger du også konsekvenserne". Her må jeg indrømme, at jeg krummede en smule tær. Så fordi man ikke passer ind i "normen" og derfor skiller sig ud for at finde sig selv og være den man er, så er man selv skyld i, at folk råber efter en og at få diverse kommentarere? Måske lidt sort på hvidt, men hvor er inklusion og mangfoldighed?

HVAD ER KØN FOR DIG?
- interview med Sebastian Simon

1.      

1.       Hvordan vil du definere en ”rigtig” pige og dreng (fx hvilke forventninger man har til de forskellige køn?)
Svar: Jeg tror ikke længere at man kan definere en ’’rigtig’’ dreng og en ’’rigtig’’ pige, og det har jeg heller ikke på nogen måde lyst til at gøre. Linjerne er blevet visket ud og jeg synes det er en smule gammeldags sådan at skulle tænke over rigtigt og forkert når det kommer til opsatte kønsroller. Hvad andre definerer og forventer at drenge og piger er jeg på alle måder ligeglad med.

2.       Hvad tænker du om at drenge klæder sig ud i kjole og piger rustning mm? - samt hvordan tror du det vil påvirke piger og drenge i fremtiden af denne påklædning, vil det overhovedet påvirke eller er det blot en fase?
Svar: Som sagt, ser jeg det som meget gammeldags at der er ’’drenge’’ og pige’’ legetøj. Børn skal have lov til at lege med hvad de vil, og klæde sig ud som det de synes er sjovt. Jeg tror det er sundt at give børn plads til selv at finde ud af hvad de godt kan lide, men hvis de bliver mødt af pegende fingre og fordomme fra en tidlig alder tror jeg det kan skabe stor usikkerhed og fortvivlelse. Selvfølgelig går børn igennem forskellige faser, men det er vigtigt at støtte dem i det, synes jeg.

3.       Tror at børn er mere udsatte for stigmatisering af deres køn? Dvs. lære samfundet dem allerede fra små, hvad en rigtig dreng og pige er? Fx ved at rose drenge for deres vildskab og piger foR deres fine kjoler eller kreative kompetencer? Hvad gør dette ved deres forståelse for deres køn?
Svar: Ja, absolut. Alene sådan noget som farveopdeling, altså, at blå er drengenes farve og lyserød er pigernes farver skaber jo stor forskel på kønnene allerede fra barndommen. De roller som pigerne bliver presset ind i er, at de skal være små, fine og delikate, hvor drengene derimod gerne må fylde meget og larme mere. Og det er igen, på alle måder, en meget gammeldags måde at skabe forståelse omkring kønnene, for det passer ikke ind i vores samfund. Det burde det i hvert fald ikke gøre.

4.       Hvad er din holdning til kønsopdeling i skolerne?
Svar: Jeg kan forstå kønsopdeling når det kommer til punkter som omklædningsrum, fælles brusekabiner og ting i den retning, men udover det synes jeg at det er ganske unødvendigt.

5.       Hvad er din holdning om han, hun bliver til ”hen” – (Svenske børnehaver kønsbestemmer ikke børnene, men siger ”kom unger” i stedet for kom drenge”?)
Svar: Det klapper jeg i mine hænder over! Det er fantastisk at børnene selv får lov til at finde ud af hvad de føler sig tilpas ved. Jeg tror det skaber meget mere tryghed og selvsikkerhed når børnene først bliver ældre.

6.       Hvordan vil du definere dig selv? 
Svar: Det vil jeg slet ikke. Jeg føler mig hverken som dreng eller pige, så jeg ser ingen grund til at skulle presse mig selv ind i en boks for at kunne passe ind i samfundet og gøre det lettere for folk at forstå mig. Der har været langt mere vigtige ting i mit liv, og jeg tror stadig at jeg har en stor rejse foran mig indtil jeg kan definere præcist hvad jeg gerne vil være.

7.       Hvad giver dig lysten til at være ”ekstrem”? (eller hvad man kan sige?)
Svar: Jeg har aldrig taget et bevidst valg om at være ’’ekstrem’’. Jeg tror bare at jeg har udtrykt mig meget kraftigere end andre mennesker har, fordi jeg altid har været en meget visuel person, så det har været vigtigt for mig at eksperimentere og udtrykke mig gennem mit udseende. Jeg elsker at være kreativ, så hår, makeup og styling er jo en perfekt måde for mig at være det på. Det virker nok bare mere ekstremt fordi jeg aldrig rigtig har prøvet at passe ind, men andre mennesker nogle gange prøver rigtig meget på netop at ligne alle andre.

8.       Hvad ser du som dine kompetencer ifht. Din stil og holdning til hvem du er? Hvad syntes du, du bidrager med i hverdagen, evt. ifht. Samfund?
Svar: Mine kompetencer, udover mine kreative sider som jeg bruger når jeg arbejder som makeup artist til hverdag og hjælper folk med deres makeup og hår, tror jeg at jeg er en meget stærk og rummelig person som prøver at se lyst på tingene og være positiv. Da jeg de sidste par år ytret mig meget åbent både gennem videoer og blogs på internettet, har det skabt en ret massiv gruppe af mennesker som følger mig og lytter til de ting jeg siger. Jeg får dagligt beskeder fra alt fra helt unge mennesker til voksne mennesker af alle køn, som fortæller mig at jeg på den ene eller den anden måde hjulpet dem med at få et bedre syn på dem selv, eller bare at jeg har hjulpet dem til at blive gladere i svære perioder. Måske fordi de ser mig leve mit liv, og selvom at jeg måske ikke nødvendigvis passer perfekt ind i samfundets normer har jeg alligevel formået at blive glad og succesfuld. Jeg tror det kan give folk en form for tryghed og håb. Så det er en stor ære at få den slags beskeder fra mennesker, selvom at alt jeg egentlig gør bare er at være mig selv J

9.       Vil du sige du kan fungere som en potentiel rollemodel?
Svar: Jeg har absolut aldrig set mig selv som, eller prøvet at være, nogen rollemodel. Men jeg tror efterhånden lidt at jeg er blevet det for visse mennesker. Så hvis nogen kan få noget ud af det, er det jo bare helt fantastisk.

     Hvad vil du give af råd til en ny samfundsforståelse af køn, hvad kan man gøre for at undgå disse stigmatiseringer / kønsbestemmelser af børn?
Svar: Lad være med at lade dine egne forventninger og følelser undertrykke andre, men giv plads til alle, og lad folk selv finde ud af hvem de er. Bare fordi du føler noget bestemt, betyder det ikke at det er rigtigt, så det er virkelig vigtigt, især nu, at være åben og rummelig overfor alle seksualiteter, køn og racer. Det skaber altså bare mere glæde og tryghed i samfundet. 

MIN SØN SKAL F****E IKK GÅ I DAMETØJ!?

"Min søn skal F****e ikke gå i dame tøj!"-  Mange pædagoger bliver bombarderet med beklagelser fra forældre, hvis deres børn iklæder sig som det modsatte køns pålagte uniform, (kvinder kjoler, mænd suits mm) men hvorfor?- klæder børnene sig ikke bare ud og hvad er problemet så hvis Henrik fra grøn stue, syntes det sjovt at lege i prinsessekjole på legepladsen?
Med dette modul i fokus om køn og seksualitet, har jeg set en gentagende tendens, som netop havde en stærk undertone af angst,  når det gjaldt det maskuline og feminine, især hvis børnene havde den "forkerte" uniform på?
I vores  klasse, især hos mændene, var også samme holdninger gældene, ikke så meget hvis det er deres døtre eller  pigerne som klæder sig "maskulint" men drengene kan bestemt på ingen måde klæde sig feminint? og her tænkte jeg med det samme, jamen hvad er man bange for, at din søn bliver homoseksuel? og det er i mine øjne hvad jeg ser som det grundlæggende problem?
"det er ikke det homoseksuelle, men angsten for at de bliver mobbet?" kan nogle så sige,
Mobbet? - jamen burde vi så ikke ændre på synet af denne problematik? Hvis vi i fællesskab kunne ændre oldtidens holdninger omkring hvad det vil sige at være en rigtig mand og en ægte kvinde, jamen så var problemet måske ikke aktuelt længere?

Det at nogle børn skulle mobbe hvis en dreng havde kjole på, er en fejl i opdragelsen, for måske er det jo "bare noget vi leger?" og hvis hvad hvis det en fase? men selvom det måske, ikke er en fase, jamen hvorfor så ikke forklare børnene, måske endda forældrene, at her har vi et individ der skiller sig ud og det er okay, så længe vedkommende er okay, og det skal vi respektere? 

Homofobi er stadig den dag idag, gældende, og det er hvad jeg ser som er indpakket i undskyldningen, "mobning" i denne kontekst.

hvad syntes i? kunne dette være en teori?

Pædagogisk bogklub

http://www.paedagogiskbogklub.dk/shop/pbk er en bogklub der sælger et bredt udvalg af forskellige bøger, cd'er, spil og DVD'er om pædagogik, psykologi og personlig udvikling. Bogklubben har samtidig mange studiebøger som kan være relevante for studerende, der læser til eksempelvis pædagog eller psykolog. I dette måneds blad faldt vi her på bloggen over en reklame for bogen "Må vi lege doktor?". Denne bog handler om lige præcis det vi skrev i vores forrige indlæg. Hvad er normalt? Hvornår skal man sætte grænser? Og hvordan skal man forholde sig og reagere i forhold til barnets seksualitet? Hvis nogen skulle være interesserede i at læse mere om det, er denne bog måske noget? Lige nu kan den fås for 199,95,- på bogklubbens hjemmeside.