Kønsroller, konflikter & konflikløsninger i folkeskolen.

 Lærerne kan hjælpe eleverne til at blive opmærksomme på forskellene mellem kønnene.

Piger og drenge diskuterer forskelligt og håndterer konflikter forskelligt. Det kan lærerne tage højde for, når de taler om konflikthåndtering med eleverne, og det kan hjælpe både drenge og piger at blive opmærksomme på forskellene mellem kønnene, mener cand.mag. i sprogpsykologi Anette Scharling.

»Drenge arbejder sags- og målrelateret, mens piger er relationsorienterede. Det giver ubalance, når de to køn er i konflikt med hinanden, men piger og drenge kan lære rigtig meget af hinanden«, siger Anette Scharling.

Drengene skal lære at sætte ord på deres følelser. Det er pigerne ofte bedre til. Til gengæld skal pigerne lære at holde sig til at tale om én konflikt og ikke inddrage tidligere konflikter i sagen, og så skal nogle af dem lære at tale i et stort forum som klassen om det. Derfor handler det meget om lærerens rolle og klasseledelse, når man taler om konflikter.

»Det er nødvendigt, at læreren påtager sig ansvaret for diskussioner og konflikters forløb. Det er lærerens ansvar, at konflikten slutter ordentligt«, mener Anette Scharling, der har undersøgt de unges forskelligheder i sit kandidatspeciale »Kønsspecifik socialisering og konflikthåndtering hos de 10-12-årige«.

Det kan være en god idé, at man i klassen har nogle faste regler for, hvordan man behandler en konflikt. For eksempel at man kun taler om den nuværende konflikt, og at man kommer ind på, hvordan parterne har det. Hun har flere gange været ude som konsulent for at undervise elever i folkeskolen i kommunikation og konflikthåndtering. Her taler eleverne ud fra konstruerede konflikter i begyndelsen, og senere tager de egne konflikter op, som de behandler.

En konflikt ad gangen

I specialet skriver Anette Scharling, at de to køn diskuterer på forskellige måder, fordi de lever i en kultur med forskellige kønsopfattelser, og fordi de er forskelligt socialiseret. Hun deler det op i fire områder:

- Drengene arbejder fysisk og udadrettet for at komme ud af konflikten hurtigst muligt.

- Drengene arbejder kun med den nuværende konflikt.

- Pigerne arbejder indadvendt for at løse konflikten ved at forstå hinanden og tale om de involverede følelser.

- Pigerne arbejder med den nuværende konflikt, men de bringer samtidig gamle konflikter ind i den nuværende.

»Det betyder, at hverken pigernes eller drengenes måde at løse konflikter på fungerer optimalt. Pigernes måde giver støj på den nuværende konflikt, der måske derfor ikke bliver løst tilfredsstillende. Drengenes måde at arbejde udadrettet på er kun hensigtsmæssig, hvis alle involverede parter er fuldstændig enige om, hvad der skete og hvorfor. Men sandsynligheden for, at alle involverede har samme tanker og syn på verden, er meget lille«, understreger Anette Scharling.

Det optimale er, at eleverne kun taler om den nuværende konflikt, og at de prøver at forstå hinanden i denne konflikt.

Skal lære at konflikte

Hun har interviewet fire lærere. To kvindelige lærere giver udtryk for, at de bedst kan forholde sig til drengenes måde at konflikte på.

»Snakken er hurtigt overstået, og man kan komme videre med undervisningen. Det vil man jo gerne som lærer. Men konflikten er ikke endt. Der er én, der får ret, og én, der får uret, men det behøver ikke at være den rigtige måde«, siger Anette Scharling. De fire lærere er enige i, at de to køn håndterer diskussioner og konflikter forskelligt, og tre af dem mener, at noget er bedre end noget andet. Anette Scharling mener, at de dermed fremhæver én måde, og at de nedgør en anden. Hendes udgangspunkt er, at det ene køn ikke handler bedre end det andet, og at børnene skal lære at konflikte. Det er vigtigt, at drenge og piger lærer at være sammen og løse konflikter sammen. For det har de alle brug for gennem hele livet.

Lær at sige fra direkte

I sin konfliktundervisning i en 4. klasse har Anette Scharling fået drengene til at tegne, mens klassen diskuterede. Hun underviste, fordi der var problemer i pigegruppen, og drengene syntes, at al snakken om pigernes problemer blev for meget. Pigerne blev sure, fordi drengene ikke tog det alvorligt. Flere gange oplevede hun, at en dreng - en ny hver gang - efter et stykke tid kom i tanke om en lignende konflikt mellem drengene.

Tidligere havde drengene nærmest bare overbudt og domineret hinanden gennem konflikterne, men nu kunne de sætte ord på dem, høre om hinandens grænser og prøve at forstå hinanden. Hun skriver også, at det for drengene er vigtigt, hvordan deres position er i den store gruppe, mens det for pigerne er vigtigst, hvordan de har det med bedsteveninden. Ofte overdøver drengene pigerne i klassediskussioner, hvis de har noget på hjerte, som de ikke mener, de kan vente med. Derfor er det nødvendigt at lære drengene nogle almindelige social-relationelle hensyn. Mens hun oplever, at pigerne indimellem skal have hjælp til at udtrykke sig i plenum og til at tage mindre hensyn til relationerne til de andre piger og mere hensyn til egne følelser.

»Dermed lærer pigerne også at sige direkte fra over for hinanden og ikke indirekte via de små grupper, hvilket ofte fører til mange konflikter, der kunne være undgået ved direkte konfrontation«, mener Anette Scharling.